Skriftlig spørgeguide eller fri samtale: hvad passer til dit interview?

To måder at gå ind til samtalen på

Når du har researchet dit interviewobjekt, står du over for et praktisk valg. Skal du skrive en udførlig spørgeguide med formulerede spørgsmål i en fast rækkefølge, eller nøjes med en kort disposition med temaer og nogle få nøgleord? I kurset møder vi begge tilgange, fordi kursister ofte har en stærk præference, før de har prøvet begge.

Spørgeguiden er et dokument, hvor hvert spørgsmål er skrevet ud, ofte med en note om, hvad du håber at få svar på. Dispositionen er en enkelt side med tre eller fire emner, en håndfuld åbninger og nogle punkter, du ikke vil glemme. Begge kan føre til et godt interview, men de kræver forskellig energi, før du møder personen og mens samtalen står på.

I denne artikel sammenligner jeg de to ud fra, hvad jeg har set hos kursister, der arbejder med profiler. Til sidst giver jeg en anbefaling, som du kan bruge som udgangspunkt og tilpasse efter dit eget temperament og din sag.

Spørgeguiden: styrker og faldgruber

Styrken ved en udførlig guide er tryghed. Du har tænkt over formuleringerne, før presset er der, og du kan se, om dine spørgsmål er åbne eller lukkede. Det er især en hjælp for den, der er nervøs, eller som interviewer et menneske om et følsomt emne, hvor ordvalget betyder noget. Guiden tvinger dig også til at overveje rækkefølgen, så samtalen ikke starter med det sværeste.

Faldgruben er, at du bliver bundet til papiret. Jeg ser kursister, der læser spørgsmål op og undlader at lytte til svaret, fordi næste punkt allerede ligger klar. Så går de glip af den sætning, der kunne have åbnet en helt anden vinkel. En lang guide kan også give indtryk af en afhøring, hvis du følger den slavisk og ikke giver plads til pauser.

En god guide er derfor ikke en køreplan, men en sikkerhedsline. Du skriver den grundigt og tillader dig at lægge den fra dig, så snart samtalen finder sin egen retning.

• Giver ro, når emnet er følsomt
• Hjælper dig med at holde spørgsmålene åbne
• Risikerer at gøre dig døv over for uventede svar

Dispositionen: frihed med en pris

Den løse disposition giver plads til samtalen. Du har få temaer, og resten finder du ud af i øjeblikket. Det passer godt til folk, der er vant til at lytte og følge op, og til interviews, hvor stemningen betyder mere end faktuelle detaljer. Samtalen får ofte en naturlig rytme, og den interviewede føler sig mødt som menneske frem for som kilde.

Prisen er, at du kan komme hjem med et godt indtryk og alligevel mangle det vigtigste. Uden skrevne spørgsmål glemmer man lettere at afklare et årstal, et navn eller en detalje, som profilen senere bygger på. Og hvis samtalen glider, er der ingen ramme, der trækker dig tilbage til det, du kom for at finde ud af.

Dispositionen kræver derfor mere forarbejde i hovedet. Du skal kende dit stof så godt, at du kan improvisere uden at miste tråden, og det er ikke noget, man har fra første interview.

Sådan vælger du efter situationen

Valget afhænger af tre ting: din erfaring, emnets følsomhed og hvor meget du skal have bekræftet. Er du nybegynder, eller skal du tale med et menneske om noget svært, så vælg guiden. Skal du hovedsageligt fange personens egen fortælling, og kender du hende i forvejen fra dit researcharbejde, kan dispositionen række langt.

Et praktisk spørgsmål hjælper også: hvad vil gøre mest ondt, hvis jeg glemmer det? Hvis svaret er en faktuel detalje, skal den stå på papir. Hvis det er en stemning eller en uventet vinkel, skal du sørge for at have øjnene fri til at se den.

Tidsrammen spiller ind. Et kort interview på tyve minutter tåler en tæt guide dårligere end en times samtale, hvor der er plads til både forberedte og spontane spørgsmål. Tænk også på stedet: en café med baggrundsstøj kræver enklere struktur end et roligt rum.

• Nybegynder eller følsomt emne: skriftlig guide
• Erfaren og kendt person: kort disposition
• Mange fakta at bekræfte: guide med afkrydsningsliste

Min anbefaling: en hybrid med to lag

Jeg anbefaler de fleste kursister at kombinere de to. Skriv først en fuld guide, mens du forbereder dig, fordi processen med at formulere spørgsmålene lærer dig, hvad du faktisk vil vide. Skær den derefter ned til en side, der kun viser temaer, tre eller fire åbningsspørgsmål og en kort liste over fakta, du skal have bekræftet.

Medbring begge versioner, men læg kun den korte på bordet. Den lange ligger i tasken som sikkerhed, hvis samtalen går i stå, eller du bliver usikker. På den måde får du tryghedens fordel uden at blive bundet til papiret, og du øver dig gradvist i at lytte frem for at læse op.

Efter interviewet kan du sammenligne de to sider og se, hvad du faktisk brugte. Det er en enkel øvelse, der med tiden viser, hvor tæt din egen guide bør være. De fleste ender med at skrive kortere, jo flere interviews de laver.

Brug det i dine egne øvelser

På kurset arbejder du med interviewskemaer, hvor du kan prøve begge tilgange på samme person og sammenligne resultatet. Det er den hurtigste vej til at finde ud af, hvilken du er mest tryg ved. Gør forsøget med en ven eller et familiemedlem, så du ikke belaster en rigtig kilde med dine første forsøg.

Notér bagefter, hvornår du mistede tråden, hvilke spørgsmål der gav de længste svar, og hvilke der faldt til jorden. Mønstrene viser sig ofte efter blot to eller tre øvelsesinterviews, og du kan tage dem med i næste forberedelse.

Bed gerne om feedback på guiden, før du bruger den. En ekstra læser opdager hurtigt ledende spørgsmål, som du selv er blevet blind for.

Hverken spørgeguide eller disposition er den rigtige hele tiden. Guiden giver tryghed og præcision, dispositionen giver plads til det uventede. Den mest robuste vej er at forberede grundigt og derefter gå ind til samtalen med en kort side, så du lytter i stedet for at læse. Prøv begge på en øvelsessamtale, og lad erfaringen afgøre, hvor tæt dine spørgsmål skal stå.