Da Lene ville skrive om sin nabo, og hvad faktatjekket fik frem

Et udkast, der virkede færdigt

Lene kom til forløbet i oktober med et udkast, hun var glad for. Hun havde skrevet en profil af sin nabo, en snedker, der havde drevet værksted i byen i mange år. Teksten var varm og velskrevet, og hun havde brugt en hel eftermiddag på at lytte til ham. Da hun sendte den til mig, lagde jeg først mærke til sproget, men så til de små sætninger, der stod som fast viden.

Der stod blandt andet, at værkstedet var det ældste i området, at han havde lært faget af sin far, og at han aldrig havde afvist en kunde. Alt sammen lød rigtigt, og alt sammen stammede fra samme samtale. Jeg skrev tre spørgsmål i margenen: Hvem siger det? Kan det kontrolleres? Og har han selv sagt det med de ord?

Faktatjek som en vane, ikke en mistanke

Mange nye skribenter tror, at faktatjek betyder at mistro det menneske, man har interviewet. Lene havde den samme frygt og var bekymret for, at hun ville støde sin nabo. Vi talte om, at tjekket i virkeligheden er en måde at passe på ham. Står der noget forkert om hans værksted, er det ham, der må rette det op over for kunder og naboer.

Hun lavede en simpel liste over alle påstande i teksten, der kunne være rigtige eller forkerte: årstal, navne, antal ansatte, hvem der havde gjort hvad. Ved siden af hver skrev hun, hvor oplysningen kom fra, og om der fandtes en anden kilde end den ene samtale. Det tog under en time, og listen blev kortere, end hun havde frygtet.

• Marker hver påstand, der kan kontrolleres
• Skriv kilden ved siden af
• Adskil det, du ved, fra det, du er blevet fortalt

Når kilden og erindringen ikke er enig

To ting holdt ikke. Værkstedet var ikke det ældste i området, for et andet var åbnet nogle år før, og årstallet for overtagelsen efter faderen var forskudt med et par år i forhold til en gammel annonce, hun fandt på biblioteket. Ingen af delene var løgn. Det var den slags glidning, der opstår, når et menneske fortæller sit eget liv.

Lene ringede til snedkeren og spurgte åbent, uden at lyde som en, der havde fanget ham. Han grinede og sagde, at han altid havde fortalt det sådan. Sammen fandt de en formulering, der var sand: at værkstedet havde ligget i gaden i mere end fyrre år. Teksten mistede intet, og han kunne stå ved hvert ord.

Respekt i omtalen af et menneske

Det næste spørgsmål var sværere. I samtalen havde snedkeren fortalt om en konflikt med en tidligere medarbejder og brugt hårde ord om ham. Lene havde med i udkastet et citat, der var levende, men som udpegede en navngiven person, der ikke havde fået mulighed for at svare. Hun spurgte, om det ikke bare var citeret korrekt, og derfor i orden.

Korrekt gengivet er ikke det samme som rimeligt at bringe. Vi talte om, hvad citatet tilførte profilen, og om læseren ville mangle noget uden det. Svaret var nej. Hun beholdt oplysningen om, at der havde været en vanskelig periode, men uden navn og uden den bitre vending. Snedkeren læste teksten og sagde, at han var glad for, at det ikke stod der.

• Spørg, hvad et citat tilfører læseren
• Overvej, om en omtalt person kan genkendes
• Giv den omtalte mulighed for at svare, når det er rimeligt

Citaterne tilbage til samtalen

Lene gennemgik også sine citater mod optagelsen. To af dem havde hun glattet, så de læste bedre, og et tredje var klippet, så det betød noget lidt andet end i sammenhængen. Intet af det var gjort med vilje. Det sker, når man skriver sent og husker tonen bedre end ordene.

Hun rettede dem tilbage, eller omskrev dem til almindelig tekst uden anførselstegn, hvor hun ikke kunne stå inde for ordlyden. Den lille øvelse ændrede, hvordan hun arbejder. I dag markerer hun med det samme, hvad der er direkte gengivelse, og hvad der er hendes egen sammenfatning, så skellet ikke først skal opdages til sidst.

Hvad hun tog med sig videre

Den færdige profil var kortere end udkastet, men den holdt. Lene sagde bagefter, at det mest overraskende var, hvor meget ro der kom af at vide, hvad hun kunne stå inde for. Hun skrev ikke længere med frygt for at have misforstået noget, fordi hver oplysning havde en kilde, hun kunne pege på.

Det er ikke en historie om en dramatisk fejl. Det er en historie om små justeringer, som tilsammen gør forskellen mellem en tekst, der blot lyder troværdig, og en, der er det. Det er netop den vane, vi træner i dette forløb: at gennemgå sit eget arbejde med samme omhu, som man viser den, man skriver om.

• Lav en påstandsliste, før du afleverer
• Tjek citater mod optagelsen
• Spørg, om omtalen er rimelig, ikke kun korrekt

Lenes profil blev ikke bedre, fordi hun skrev flottere, men fordi hun tjekkede og tænkte over, hvordan hun omtalte et andet menneske. Faktatjek og respekt er ikke to opgaver, men én. Når du går din tekst igennem, så spørg både, om det er rigtigt, og om det er rimeligt. Det tager tid, men det er den tid, der gør en profil værd at læse.